Egentlig er Kristine Marie Rost ikke så meget til ski. Alligevel stod den danske yogaunderviser og kajakroer pludselig med et startnummer til Vasaløbet. Læs om en førstegangsoplevelse, som er et godt eksempel på, hvorfor du skal sørge for at træne din langrendsteknik inden deltagelse.

Min første skitur med min familie som 10 årig havde været en kæmpe fiasko, og jeg hadede enhver tanke om skiløb, kulde, støvler og sne. Alligevel endte jeg med at købe et langrendssæt i 2009 – ét af de år, hvor der faldt en masse sne i Danmark. I nogle uger bandede jeg mig afsted på langrend, dog nåede jeg op på knap 20 timer i skiene – og jeg begyndte at lege med tanken om skiskole, Vasa og Sälen. Men sådan skulle det ikke være, for kun 5 uger efter jeg havde købt mine ski, faldt jeg på et isglat fortov og brækkede håndleddet, ligesom så mange andre danskere gjorde den vinter. Der røg den skisæson, og den var jo knap nok i gang. De følgende år kom der også ting i vejen, som inkluderede en masse udenlandsophold. Så da jeg i efteråret 2013 blev spurgt, om jeg havde lyst at løbe Vasaløbet fire måneder senere, greb jeg bolden. Jeg følte mig i rimelig god form, så nysgerrigheden sejrede, og jeg havde en ukuelig følelse af, at det her skulle jeg nok klare.

Uoverskuelige distancer
Vasaløbet i Nordsverige på 90 kilometer er langt, men man får serveret blåbærsuppe for hver 10. kilometer, man løber – og tanken, om at skulle løbe ni x blåbærsuppe, lød ikke så slem endda. Jeg passede en gård i Veddinge Bakker henover julen, og løb rundt i det bakkede terræn. Samtidig havde jeg roet en del den sæson, og et par garvede kajakvenner opmuntrede mig med, at det derfor nok skulle gå – det meste af det lå jo i armene, og dem havde jeg jo.

Jeg fik generelt rigtig mange råd fra forskellige mennesker i min omgangskreds. Nogle af dem så hovedrystende på mig, andre syntes bare, at jeg var sej. Men jeg fulgte ikke rigtig rådene, jeg rejste i stedet tilbage til de varme lande, og udfordrede mig selv med klatring op ad klippeskrænter i Thailand samt yoga og løb på de øde strande. Der var tre og en halv uge til Vasaløbet, og det så ret skidt ud, for ikke engang sne i Danmark ville kunne give mig den fornødne teknik. Jeg kunne heller ikke finde mine ski, efter de havde været opmagasineret i flere år.

Skal – skal ikke?
Jeg besluttede mig for at trække mig, og ringede til en ven for at fortælle, at jeg var ved at sælge mit startnummer. Han mente, at det var min store drøm, jeg var ved at opgive. Men i virkeligheden havde jeg nok aldrig været så interesseret i løbet, som jeg troede. Alligevel kom Vasa i kalenderen igen. Denne gang med stafet som en del af et team. Det var langt mere overskueligt.

Mødet med Norges mest vindende langrendsskiløber
Da jeg kom til Sverige, fik jeg mulighed for at møde Norges mest vindende langrendsskiløber Thomas Alsgaard. Han har stået på ski siden, han var tre år, og om vinteren løb han på ski til skole. Han har vundet utallige guldmedaljer, og drikker desuden altid en øl aftenen inden et løb, fordi det giver ham ro i kroppen.

Han fortalte om sin træning, som består af både løb, svømning og en del styrketræning for overkroppen. Derudover har han også stor glæde af rulleski. På trods af, at mange måske synes, at rulleski er lidt fjollede, så er det fantastisk skitræning i et fladt land som Danmark, understreger Thomas.

Mentalt forbereder han sig til et løb ved at gennemgå løbet i drømme og tanker i tiden op til. Og så håbe på godt vejr. Solskin og blå himmel, samt gode ski og den rigtige næring på turen er vigtigt, hvis man vil have de absolut bedste forudsætninger for et godt Vasaløb.

Ingen vej tilbage
Jeg var nu meget glad for, at de 90 kilometer var blevet rundet ned til 20 kilometer for mig. Aftenen før løbet går snakken mellem folk, som deler gode tips, tricks og formaninger om, hvordan man smører skiene bedst muligt.

Næste morgen gør jeg mig klar om morgenen sammen med mine holdkammerater. Jeg har en masse energibarer i både lommerne såvel som i kroppen – og det føles lidt som om, jeg er på speed, mens vi står der i køen og venter på startskuddet. Jeg venter på, at Gitte, den anden dansker, skal løbe ind med stafetten til mig. Her opdager jeg, at mit nummer ikke er på skærmen. Pludselig dukker Gitte op – hun har ventet i lang tid, men havde ikke kunnet finde mig. Vi har mistet en pæn bid af vores forspring. Af sted kommer jeg – og jeg føler mig som Bambi på glat is.

Så er vi i gang!
Sådan der, tak Vasa! 22 meter fra start kommer den første nedadgående bakke – selvfølgelig med sit første sving også. Jeg bøjer i knæene, som jeg har set på YouTube, men lige meget hjælper det. Jeg tager turen direkte ud i skoven, men lander heldigvis blødt – dog lidt akavet

“Jeg bøjer i knæene, som jeg har set på YouTube, men lige meget hjælper det. Jeg tager turen direkte ud i skoven, men lander heldigvis blødt – dog lidt akavet i et lille grantræ.”

i et lille grantræ. Jeg bander det hele langt væk. Det er f… for åndsvagt det her, tænker jeg. “Er du ok, Kristine?” lyder det fra en af de andre fra den gruppe, jeg er med (svenskere hele bundet). Ja ja, råber jeg grinede, selvom jeg ville ønske, at jeg kunne slippe væk. Hver gang jeg sætter en hånd i sneen for at støtte, ryger den igennem. Jeg forsøger at holde hovedet koldt, og får til sidst kæmpet mig ind mod sporene igen. Jeg beslutter mig for at blive i sporet længst til venstre fra nu af.

Der er nemlig ikke så mange her, og jeg får ro til bare at kigge på dem, der løber forbi mig. Senere opdager jeg så, at det er sporet for de hurtige, altså et overhalingsspor! Jeg forsøger nu at kopiere diverse stilarter og finde en teknik, der skal få mig igennem de her 20 kilometer.

Jeg formår at falde tre gange de første 3 kilometer, men herefter sker det faktisk ikke igen. Stoltheden ved 5 kilometer fylder mig, og ved 8 kilometer har jeg fået varmen i hele kroppen. Jeg synes faktisk, at det fra 5 til 15 kilometer går rigtig godt, men må også sande, at der kommer færre og færre forbi mig. Jeg overhaler dog en enkel, der holder tissepause!

Glædeligt gensyn
Med knap 4 kilometer igen begynder kulden at ramme mig, jeg er dødsens træt, og de sidste kilometer føles som de længste nogensinde. Glæden kommer og går, men jeg er lykkelig, da min tid og mit nummer kommer på skærmen. Klokken lyder, og jeg er registreret i mål – der bliver råbt og heppet. Jeg griner lettet og glad ved gensynet med de andre og ved tanken om det skøre stunt, jeg har kastet mig ud i. Jeg kan ikke lade være med at råbe “For Danmark” af bar glæde. Det er en god idé at have et dansk flag på dig, da det giver et godt sammenhold med de andre deltagere og et par skulderklap på ruten. Især er det en god idé, hvis du har brug for lidt ekstra overbærenhed og opmuntring til manglende teknik.

Jeg kom i mål meget senere end de andre på holdet, og det første, jeg gør, er at tage skiene af. Jeg er så træt af dem. Men nu er jeg omgivet af mit team, og snart er vi på vej retur til Sälen og vores hytte. Jeg falder hen i bussen og smiler mægtig tilfreds for mig selv. Sikke en oplevelse. En varm følelse af taknemmelighed fylder mig. Tænk at have fået lov at være med på sådan en tur her. Teamfølelsen iblandt os alle er stor – og ingen tvivl om, at Vasaløbet er noget helt særligt. Man skal nok bare lige huske at træne ordentlig op til det.

Artiklen er fra Outdoor Training #06. Bestil abonnement på Outdoor Training her.