Danskejede Yeti er specialister i high-end dunprodukter. Vi har testet deres dunjakke til kvinder, Cirrus, som er en ultralet dunjakke, hvor der er sparet på detaljerne, men skruet helt op for funktionaliteten.

Yeti har med deres Cirrus dunjakke haft for øje at designe en minimalistisk letvægts dunjakke med anatomisk snit til funktionelt brug både i storbyen og på tur. Jakken er konstrueret med en justerbar underkant, lynlås fortil samt to lynlåslommer, hvoraf den ene fungerer som pakpose. Når du pakker Yeti-jakken ud igen, udvider de elastiske dun sig således med det samme, så jakken hurtigt er klar til at beskytte dig mod kulden. Cirrus henvender sig i høj grad til outdoor folk, fordi den kan bruges enten alene som en tynd og let jakke eller som et isolerende mellemlag til de koldere dage eller længere ture – ja, endsige til hverdagsbrug.

Kvalitet frem for alt
Den ekstreme letvægt på 140 gram i en størrelse medium er Cirrus’ helt centrale feature, og jakken har da også vundet en ISPO Award 2015 for netop sine tekniske komponenter og innovative håndværk. Den lave vægt er opnået, fordi Cirrus jakken er fabrikeret af to forskellige materialer, som Yeti selv har udviklet. Det ene er et ultralet duntæt ripstop, som har en vægt på 19 gram/m2 og en høj rivstyrke. Trods dets slidstærke profil er det blødt og næsten silkeagtigt at røre ved. Det er relativt åndbart, antistatisk og vandafvisende. Jakkens øvrige materiale er dunfyldet, som består af europæiske gåsedun med en fyldkraft på 800+. Dunenes tæthed sikrer, at jakken holder dig varm, selvom det blæser.

Ikke hvilket som helst dunfyld
I en tid, hvor forbrugerne stiller store krav til dyreetik, er det prisværdigt, at Yeti udelukkende bruger europæiske dun, der primært kommer fra Polen og Tyskland. Med udgangspunkt i dyrevelfærd og klare etiske regler kommer deres dun fra kødproduktion, hvor dun er et biprodukt. Dunene stammer således konkret fra frilandsgæs, der har adgang til sundt foder, vand, lys og ly. Dyretæthed, håndtering og transport er som sådan en del af Yetis brandprofil, ligesom alle Yeti dun lever op til EDFA Traceability Standard (standard for sporbarhed fra European Down & Feather Association).

Cirrus er en del af Yetis nye Companyon Ultralight Collection, som tager udgangspunkt i kombinationen mellem gode materialer og innovativt håndværk. Cirrus Yeti fås i flere forskellige farver, og den tilsvarende herremodel, Strato, har tilmed vundet den eftertragtede Red Dot Design Award 2015 for den sofistikerede funktionalitet.

Konklusion
I en tid, hvor man som outdoor person bør tænke på at købe lokalt, er Yeti et brand, som er alt for lidt inde på danske outdoor folks bevidsthed. Cirrus Yeti jakken er nemlig et stykke dansk design, når det er bedst, både hvad angår kvalitet og design. Jakken er innovativ, sætter standarder for dyreetik og bør gøre enhver dansk outdoor person stolt. Nuvel, den er en smule lille i størrelsen og du skal også grave lidt dybere i lommen, endsige at den kan virke en smule glat i sit udseende. Ikke desto mindre er dette en ‘state of art’ jakke, hvis man leder efter en dunjakke i denne kategori.

★★★★★★

Tester: Sofie Hvitved

Vejl. pris: 2.499,-

Web: www.yetiworld.com

Artiklen er fra Outdoor Training #11. Bestil abonnement på Outdoor Training her.