Vi zoomer ind på begrebet ‘triggerpunkter’ og ser nærmere på behandlingsformen, der består af trykteknikker. Få ligeledes selv nogle øvelser, som du kan lave for at løsne op på ømme områder

Hvad er triggerpunkter?
Måske har du hørt termen ‘triggerpoint’ før, men hvad er det nu lige, det er? Helt firkantet sagt er det ømme punkter i spændte muskelfibre, som opstår og aktiveres ved overbelastninger. Punkterne deaktiveres ved tryk, som får de stramme muskler til ‘slappe’ af igen. Behandlingsmetoden er ifølge Bruno Aamo og Karsten Aagaard simpel og yderst effektiv

Termen triggerpoints stammer fra den amerikanske læge, Janet G. Travells, som forskede i punkterne og den såkaldte myofasciale smerte. Travells og lægen David G. Simons revolutionerede forståelsen af de smerter, som mange kæmper med, da de i 1983 udgav deres afhandling og manual om triggerpunkter. Trykbehandlingen var imidlertid en tillægsteknik, som gerne betegnes ‘triggerpoint release’.

I dag er der mange mistolkninger forbundet med punkterne og behandlingen. Mange tror, at det har noget med kinesisk akupunktur eller alternativ medicin at gøre, fordi forskningen oprindeligt blev baseret på injektioner og nåle. Men triggerpoint som fænomen er neurofysiologi,og punkterne skal derfor deaktiveres mekanisk. Triggerpoint release, det vil sige ‘lette tryk mod punkterne’, er ikke videnskabeligt bevist, men ikke desto mindre har mange stor virkning af behandlingen.

Træning og triggerpunkter
Triggerpunkter udvikles ofte i forbindelse med træning. De fleste skader har sin oprindelse i musklerne og udløses af en konkret skade eller overbelastning. Netop derfor er det aktuelt for os aktive mennesker at kende disse punkter, fordi det kan hjælpe os til at forstå skaden, smerten og ikke mindst at behandle den. Forsøger man at ‘genoptræne’ en muskel, som har triggerpunkter, vil man bare aktivere punktetyderligere, øge musklens træthed og smerten forbundet hermed. I stedet skal triggerpunkterne deaktiveres.

Aktive og passive punkter
Triggerpunkterne er én af de mest almindelige årsager til, at man har ondt i muskler og led. De mest almindelige årsager til at udvikle punkterne er ved overbelastning – enten akut eller langvarig – samt ved stød, slag eller overstrækning. Muskelskaden aktiverer triggerpunkterne, som i passiv tilstand ellers ikke afgiver smerte, men findes i form af generel muskelstivhed. Smerter som ‘kommer og går’ skyldes som oftest triggerpunkter, som veksler mellem at være passive og aktive.

Når en muskel med et passivt triggerpunkt igen anstrenges (efter hvile/passivitet), aktiveres punktet igen, og smerten kommer tilbage.

Hvor kommer smerten fra?

backpain_123rfNår man presser på et triggerpunkt, vil man ofte føle både lokal og refererende smerter, dvs. smerter der breder sig i forskellige retninger fra punktet. Faktisk er det oftest de refererende smerter, der er værst. For eksempel kan ømhed i en hoftemuskel give smerter nedad lår og læg og minde om iskias-smerter. Deraf begrebet ‘falsk-iskias’. Triggerpunkter har et særligt smertemønster, som kan gøre det svært at lokalisere, hvor smerten faktisk kommer fra. I hvert fald for dem af os, der ikke har den helt store anatomiske viden. Har man dog først tillært sig mønstrene, så er de ens fra menneske til menneske, og hver eneste muskel har sit specifikke og stabile smertemønster.

Behandling af triggerpunkter

For at fjerne smerte og genvinde smidigheden i de muskler, der har aktive triggepunkter, skal punkterne deaktiveres. Det kan gøres med en tør nål, som Simons og Travells arbejdede med. Ved triggerpunktrelease trykker behandleren derimod let eller dybtmed fingrene på triggerpunkter i klientens muskler og bindevævet omkring dem. Dette tryk påvirker nervesystemet og får kroppen til at udskille forskellige stoffer, som for eksempel endorfinerog histamin, som, udover at lindre smerterne, gør musklerne smidige og gør det lettere for væske at strømme gennem blodkarrene igen.

Triggerpoint behandling kræver altså, at man ved præcis, hvor man skal trykke på bindevævets kontaktpunkter.

Når et triggerpunkt behandles, kan der mærkes en strålende smerte ud i reference området, og derudover kan det føles som en prikken og stikken samt varme og kulde i huden. Hvis en muskel er stram, skyldes det nogle gange, at muskelhinden (bindevævet) omkring musklen er stram, og en triggerpoint behandling betyder egentlig bare, at man ved at trykke på specifikke kontaktpunkter løsner op for disse spændinger, det vil sige, at musklen ‘blødes op’ og igen ‘slapper af’. Det er dog aldrig tilstrækkeligt at trykke nogle sekunder på et triggerpunkt for at deaktivere det, som oftest skal trykket holdes i længere tid ad gangen og gentages flere gange, før musklen ‘giver slip’. Behandlingsmetoden kræver således lidt tålmodighed, men så kan det oftest også mærkes øjeblikkeligt, hvordan smerten forsvinder, når musklerne endelig giver ‘slip’.

OM TRIGGERPUNKTER

Triggerpunkter er et net af hypersensitive og ømme punkter, der ligger i kroppens spændte muskelfibre. Disse spændte fibre danner et stramt bånd, der strækker sig fra triggerpunktet til muskelfæstningerne og danner knuder der, hvor den motoriske nerve forbinder sig med musklen. Når fibrene er spændte, vil musklen forkortes, og bevægeligheden indskrænkes. Det kan for eksempel mærkes som en stiv nakke eller en svært bevægelig lænd.

De hypersensitive punkter opstår oftest ved fysisk overbelastning eller skader, og består således af smertefulde og dysfunktionelle muskelfibre, som forkorter og svækker musklen. De giver typisk smerter langt væk fra triggerpunktet, hvilket kaldes refererende smerter. Derudover giver de ofte inflammationer i tilhæftninger og slimsække, som følge af at musklen er forkortet. Triggerpunkter kan ligeledes ændre sig fra at være aktive til passive.

VIDSTE DU?

Triggerpoints forårsager efter sigende også hovedpine, migræne, mange former for ledproblemer, svimmelhed, balance problemer, kvalme, halsbrand, falske hjertesmerter og hjertearytmi. Ligeledes kan det være grunden til kolik hos de helt små, ufrivillig natlig vandladning, kronisk træthed og meget mere!

 

LÆS MERE OM SELVBEHANDLING MED BOLD HER

SE 4 GODE ØVELSER MED BOLD HER 

Artiklen er fra Outdoor Training #8. Bestil abonnement på Outdoor Training her.