Når din smartphone skal kunne klare turen

Hvis du har en iPhone 6 eller 6s, og du gerne vil have den med på tur, så har Thule lavet en opdatering af deres X-smartphone covers, som skal være med til at sikre, at du kan tage den med, uanset hvor eventyret går hen. Med udgangspunkt i mottoet “Active Life, Simplified” er tanken bag Thules produkter, at det skal være nemt og funktionelt. Grundlaget for udviklingen af Atmos coveret er, at din iPhone ikke skal tage skade af hverken vand, fugt eller de stød, som måtte følge et aktivt liv outdoor.

All-round ekstra beskyttelse
Thules Atmos cover vejer 120 gram, er vandtæt og beskytter mod støv. Den har en IP-klassifikation på 68, hvilket betyder, at den foruden at være ‘støv-tæt’ også beskytter mod gentagende nedsænkning i – eller længerevarende kontakt med – vand. Derudover har coveret en stratoshield skærmbeskyttelse, som er fem gange stærkere end telefonens egen skærm. Den bliver både beskyttet mod ridser, lys og fingeraftryk, mens den samtidig bevarer sin touchsceen funktion. Den er testet af Thule selv til at kunne klare et fald på to meter.

Udover skærmen giver coveret også ekstra beskyttelse til hjørnerne, idet den har shock-stop hjørner, som er solide og robuste. Coverets bagside er ru og nubret, så man let kan holde fast på det og derfor ikke taber det så let i farten. Og skulle du alligevel gå hen og tabe det, så kan coveret ifølge producenten klare knap to meters fald, uden at der sker noget med din telefon.

Brugervenlighed og funktionalitet
Iphone coveret er som sådan et typisk Thule produkt, da det er simpelt og minimalistisk i sit design. Kombinationen af form og funktion er centralt for udtrykket, og det virker hverken klodset eller kikset. Helt konkret skal coveret bare ‘klikkes’ på telefonen. Det består af en skal, som man ligger coveret i, hvorefter man lægger forskærmen på og ved hjælp af klik rundt i alle hjørner, fæstner man coveret på sin telefon. Ret nemt, men det kan godt byde på lidt udfordringer, når man skal have det af igen. Og selvom designet ikke er klodset, så skal man være opmærksom på, at det gør den i forvejen store 6’er udgave af iPhonen endnu større.

Konklusion
Det er efterhånden blevet en standard at have sin smartphone med på tur, eftersom den har så mange funktioner (kamera, kort, nødtelefon og diverse apps), der kan være gode at have med, medmindre man er på tur for at komme væk fra teknologiens verden – og selv der er den god at have med i et nødstilfælde. Så når du nu alligevel skal have den med, er det helt essentielt, at den skal kunne klare det. Og det hjælper Thule Atmos X5 med. Selvom den ikke er 100 procent vandtæt, så klarer den fint en hurtig tur i vandet og holder deslige snavs væk.

Navigationen på skærmen går uden problemer, selvom det naturligvis ikke er helt samme følelse som at bruge touchpad’en direkte, og så er knapperne på siden lidt træge at bruge. Det er en god feature, at der er en rem til at hænge sin smartphone i, da man så kan hænge den fast i tasken eller lignende for at undgå at tabe den, hvis man skal bruge den undervejs. En lille ulempe, som vi oplevede, var, at man ikke kan bruge højtaleren, mens coveret er på, da den skratter en del, hvilket naturligvis skyldes, at den er vandtæt. Så du skal altså ikke forvente at kunne bruge den som afspiller.

Du skal generelt ikke købe den som cover til dagligdagsbrug, da din iPhone bliver ret uhandy. Til gengæld er det genialt, at den kan komme med på tur, når du ved, at der er mudder, vand, støv eller mulige stød involveret.

★★★★☆☆

Tester: Bugge Holm Hansen

Vægt : 120 gram

Vejl. pris: 649,-

Web: www.thule.com

Artiklen er fra Outdoor Training #11. Bestil abonnement på Outdoor Training her.