Projektor og oplader i én. Læs testen her!

Vi kender det alle. Efter en lang dag på ski vil man bare gerne se en god film, men dit franske kosteskab af en lejlighed er kun udstyret med et TV fra 1978. Den udfordring har Xsories løst for os med deres micro projector, som let tages med på tur uden at fylde eller veje alverden i rygsækken.

Vi har som sådan testet det seneste skud på stammen af ‘nice-to-have gadgets’. Xsories X-project Micro er en lille kompakt projekter, der er simpel i sin opbygning og derfor ikke synes af meget ved første øjekast. Den er cirka 13×7 centimeter og knap 2 centimeter tyk. Den vejer 169 gram og er altså lige til at have med i lommen. X-project Micro er lavet af firmaet Xsories, der også laver en masse ekstra tilbehør til GoPro.

Med denne lille kompakte hjemmebiograf kan du dele optagelser og fotos med andre på en ny måde. Projektoren er oplagt, hvis du selv optager video på turen, tager gode billeder eller bare vil se den nyeste adventurefilm i lidt større format end på mobilen. Projektoren har en opløsning på 640×480 pixel og kan samtidig bruges som powerbank, hvilket bestemt er et plus, men jo ikke i sig selv et argument for at købe den.

Xsories X-project MicroKompatibilitet
Xsories X-project Micro tager cirka 5 timer at oplade, hvilket giver strøm nok til 100 minutters visning. Det betyder strøm nok til afspilning af en standard spillefilm og mere end rigeligt til at gennemkigge mindre optagelser fra dagen.

En af projektorens ulemper er, at den kun understøtter et lille udpluk af android devices, og har man en iPhone, kræver det for eksempel en Apple lightning- eller 30-pin digital AV-adapter og et HDMI-kabel. Disse adaptere er ikke inkluderet og skal derfor tilkøbes. Dog har x-project micto HDMI-indgang, så man vil næsten altid kunne finde én eller anden kombination af adaptere, der kan få den til at fungere, omend løsningen bliver knap så fix som oprindeligt tænkt.

Konklusion
Ingen tvivl om at X-project Micro er et lækkert gadget. Kvaliteten virker solid, og billedkvaliteten er langt bedre, end man kunne forvente af en video-projector i smart-phone størrelse. Med sine 35 lumen kræver X-project Micro dog, at det er rigtig mørkt for at fungere ordentligt. Formår man at skabe absolut minimalt lys, så holder den til gengæld også, hvad den lover.

Batteritiden, som alt andet lige er ret imponerende, er dog i underkanten, hvis det er længere film som Ringenes Herre, man vil underholde med. BT eller WiFi-tilslutning havde været et lækkert plus.

Bedømmelse: ★★★★☆☆
Tester:
Morten Zeuthen
Størrelse: 13,4 x 7,1 x 1,7 centimeter
Vægt: 169 gram
Vejl. pris: 1.999,-
Web: www.playground.dk  

Artiklen er fra Outdoor Training #10. Køb magasinet her.