Nordens højeste bjerge, OL-anlæg, familievenlige skiområder, fantastiske landskaber, snesikre forhold og verdens ældste skitradition finder man i Norge. Der er meget, der taler for Norge som din næste skidestination.

Du får skioplevelser af enorm høj kvalitet, når du tager til Norge. Det faktum at Lillehammer tilbage i 1994 var vært for de Olympiske Lege, samt at Tromsø i kampen om at blive vært for OL i 2014 var skarp kandidat til at gentage succesen, vidner om, at Norge er en skination med store armbevægelser. Og vores nordlige naboer har da virkelig også noget at have ambitionerne i. Storslået natur og Skandinaviens højeste bjerge sikrer fantastiske rammer for både alpint, snowboard, offpiste og langrend. Uanede oliepenge sikrer topmoderne skianlæg og de hyggelige hyttebyer, som ikke findes mage til andetsteds i Europa, og som sikrer en perfekt rolig stemning.

Er du erfaren skiløber, kan du sagtens finde udfordring i Norge, som på samme tid er et rigtig godt sted for nybegyndere og børnefamilier. Du vil opleve, at de fleste skiområder er meget overskuelige og lette at orienterer sig i. Ligesom Norge også er kendt for sine børneområder, som er skræddersyede til, at de yngste skal kunne lege og stå på ski på samme tid. Alt sammen i trygge omgivelser – og i selskab med små norske trolde, der ofte pryder børneområderne.

Koldt vejr er lig en lang skisæson
Vinteren starter tidligt i Norge, så kan du som regel være mere sikker på godt sneføre tidligere på sæsonen end mange andre steder i Europa. Allerede fra starten af december er lifterne åbne, og du kan derfor få sæsonens første tur allerede inden jul. Skulle sneen mangle, er Norge tillige det land i verden med den mest moderne produktion af kunstig sne.

Norsk hyttetradition
Hvis du er til hytteferier, er Norge ideelt. Landet er fyldt med lækre og hyggelige hytter i fjeldet, hvor du kan køre lige til døren. Og så har hytter jo den fordel, at du selv kan tage de fleste basisvarer med hjemme fra Danmark, så du slipper for de lidt dyrere dagligvarepriser i Norge.

Dine børn vil have det nemt i Norge. Sproget er nemt at forstå, men derudover har de fleste norske områder faktisk danske skiinstruktører ansat, så du kan være helt sikker på, at dine børn forstår, hvad der bliver sagt. Mange af områderne giver desuden gratis liftkort til børn under syv år, hvis de kører med hjelm.

En nem tur
Det er hurtigt og nemt at komme til Norge. Fra Jylland kan du tage med færgen, og fra Fyn og ørene er turen op langs Svenskekysten i bil en overkommelig – og faktisk ret hyggelig – køretur. Vejene er i god stand på hele turen, og kun i få tilfælde skal du op af små snoede bjergveje for at komme frem til dit endelige mål i fjeldet